Der er noget pudsigt ved minigolf. Det ser jo umiddelbart meget uskyldigt ud. Atså lige indtil folk står med scorekortet i hånden og pludselig tager hvert eneste slag en anelse mere alvorligt, end de selv havde regnet med. Nu om dage er der jo også mange måder at bruge en aften på. Nogle vælger helst noget skærmunderholdning, som for eksempel en tur forbi et live casino med danske dealere, mens andre hellere vil ud et sted, hvor stemningen er mere fysisk og mere konkret. Og det er måske netop derfor, at minigolf bliver ved med at holde. Det er jo ikke, fordi det er den underholdningsform, som larmer mest, men nok nærmere fordi det gør noget mærkeligt og ret underholdende ved folk.
Det starter sjældent med spillet alene
Man går nemlig ikke kun til minigolf for at få bolden i hul. Man går også for at se, hvem der bliver for ambitiøs alt for tidligt, hvem der insisterer på en hjemmelavet teknik efter 2 baner, og hvem der med det samme begynder at forklare, at “den her type hul kræver et meget blødt anslag”, som om vedkommende står i finalen til et mesterskab.
Det er nok også dér, at minigolf skiller sig lidt ud fra andre fritidsaktiviteter. Der er regler og point, men spillet er stadig tilgængeligt nok til, at alle kan være med uden en lang forklaring. Samtidig er det lige præcis svært nok til, at man ikke bare kan improvisere sig elegant gennem det hele. Før eller siden rammer bolden forkert. Den tager kanten. Den vender tilbage. Og så står man dér og må tage endnu et slag, mens de andre forsøger ikke at grine alt for tydeligt.
Det er faktisk en stor del af charmen. Minigolf er jo et spil, hvor små fejl bliver synlige med det samme, og hvor stemningen hele tiden bevæger sig mellem koncentration og grin.
Banerne betyder mere, end man lige tror
Noget af det, der desuden gør sporten sjov at vende tilbage til, er, at banerne har så forskellig personlighed. Og det gælder sådan set, uanset om det er udendørs eller indendørs minigolf. Nogle steder er der tale om klassiske anlæg, hvor hullerne ser enkle ud, indtil man finder ud af, at væggen sender bolden i en retning, man slet ikke havde regnet med. Andre steder er det adventurebaner, hvor udformningen er større, grønnere og mere scenisk, og hvor selve runden føles som en del af oplevelsen.
Det er måske også derfor, at folk ofte husker bestemte baner meget tydeligt. Det er jo ikke nødvendigvis de flotteste, men ofte dem med et hul, der blev ved med at irritere. Eller et forløb, hvor hele gruppen spillede overraskende lige op. Den slags sætter sig.
Der er mere orden i det, end mange tror
Selv om mange forbinder minigolf med sommer, ferie og en afslappet stemning, er det altså ikke bare et spil uden struktur. Dansk Minigolf Union har nemlig officielle spilleregler, og de er mere præcise, end en del nok forestiller sig. Blandt andet gælder det, at man som udgangspunkt har op til seks slag pr. hul, og at man noteres for syv, hvis bolden ikke er i hul inden da.
Men det er måske netop den kombination, der gør minigolf interessant. Altså, at det er tilgængeligt, men ikke tilfældigt. Man kan tage let på det, men spillet har stadig en form. Og helt ærligt, det er tit dér, de bedste aktiviteter opstår. Når der både er plads til det sociale og til, at man faktisk prøver.
Måske er det derfor, minigolf holder ved
Der findes masser af underholdning, som man hurtigt glemmer igen dagen efter. Minigolf er dog mærkeligt nok sjældent en af dem. Ikke nødvendigvis fordi spillet i sig selv er stort eller spektakulært, men fordi runden næsten altid ender med at få sin egen lille fortælling. Der er et hul, nogen taler om bagefter. Et slag, der burde have været nemt. En person, der var sikker på sejr, men alligevel smed det hele på de sidste baner.
Og det er måske netop forklaringen. Minigolf kan noget, som meget andet ikke rigtig kan længere. Det er enkelt, men ikke fladt. Socialt, men ikke passivt. Og når banen er god, og selskabet er det samme, så skal der faktisk ofte ikke mere til.